Jeg er lillesøster til en bror og opvokset på landet sammen med min mor og far. Jeg var den forsigtige, generte pige, som var en sugekop på min mor de første mange år, og som frygtede soveaftaler. Når solen gik ned kunne mine forældre være sikre på et telefonopkald, hvor jeg med sprød stemme sagde: “jeg har ondt i maven – vil I hente mig”. Min start på institutionsverdenen var i børnehaveklassen. Det var en voldsom overgang fra det stille liv hjemme på gården med få legaftaler til at indgå i helt nye rammer, grupperinger og en for mig stor verden. Jeg husker, at min største frygt var, at blive uvenner med nogen. Lærere som elever. Så jeg hang i, tilpassede mig og gjorde hvad der blev forventet – som de fleste nok gjorde – dengang i 60’erne. 

Grunden til at jeg deler en kort sekvens af min barndom er ikke fordi,  du skal kende hele min historie, men for at belyse, hvor meget man som barn skal håndtere, rumme, lære og forstå. Her er brug for voksne der kan berolige, støtte, lytte, være tydelig og vise oprigtig interesse og tage det der fylder alvorligt. Vigtige kompetencer i forældrerollen i dag, hvis man går ind for det nye børnesyn. Jeg kendte ikke til det nye børnesyn, da jeg blev mor i 2009.

Min vej ind i forældrerollen kom med pludselig hastighed, da jeg fødte en lille pige 8 uger for tidligt – uden varsel.  En uventet situation at stå i som par og nu med forældreansvar. Oplevelsen var naturligvis et chock – både fysisk og mentalt og den præmature fødsel blev efterfulgt af 2 måneders indlæggelse på neonatal afdelingen – nærmest uden søvn. Det betød, at jeg i en længere periode måtte håndtere både stress, angst og udbrændthed. Den periode stillede i høj grad krav til en skærpet bevidsthed om egen adfærd og selvomsorg. Det blev også startskuddet til at gå i en anden retning fagligt.

At blive mor gjorde, at der opstod så mange spørgsmål, som jeg måtte finde svar på. Hvad siger jeg, hvis mit barn ikke vil eller tør det samme som andre, ikke vil afsted om morgenen eller ikke vil slippe mig, når jeg skal afsted? Hvordan håndterer og beroliger jeg mig selv og mit barn, når den følelsesmæssige reaktion viser sig. Jeg blev frustreret og ked af det, når det jeg gjorde ikke virkede. Selv når jeg følte jeg gjorde mit bedste. Jeg mærkede, at jeg ikke altid var den hjælp og støtte min datter søgte, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre anderledes. . Jeg besluttede mig for at lære, hvordan jeg  kunne støtte min datter, når hun havde brug for det, på en kontaktfuld og tryg måde i stedet for at kaste benzin på bålet. Jeg ville lære at være en mor, der ikke behøvede at gå på listefødder ud af vuggestuen.