Jeg kendte ikke til det nye børnesyn, da jeg blev mor i 2009. Jeg kendte heller ikke mig selv særlig godt. Jeg vidste det bare ikke, på det tidspunkt. 

Min vej ind i forældrerollen kom med pludselig hastighed, da jeg fødte en lille pige 8 uger for tidligt – uden varsel.  En uventet situation at stå i som par og nu med forældreansvar. Oplevelsen var naturligvis et chok, både fysisk og mentalt. Den præmature fødsel blev efterfulgt af 2 måneders indlæggelse på neonatal afdelingen – nærmest uden søvn. Det betød, at jeg i en længere periode efterfølgende måtte håndtere både stress, angst og udbrændthed. Den periode stillede i høj grad krav til en skærpet bevidsthed om egen adfærd og selvomsorg. Det blev også startskuddet til at gå i en anden retning fagligt.

At blive mor og nu også en partner m/barn satte mig i nye ukendte situationer, hvor der fulgte både spørgsmål og magtesløshed i kølvandet. Min magtesløshed blev også en katalysator for at lære at blive bedre til at stå i det. Bedre til at stå i livets små og store storme. Helt basalt gik det ud på at stille skarpt og blive mere bevidst i livet og ikke bare reagere pr autopilot. Hvad syntes jeg egentlig selv om det hele, og havde jeg min egen mening, der også skulle have en stemme? Hvad siger og gør jeg, hvis mit barn ikke vil eller tør det samme som andre, ikke vil afsted om morgenen eller ikke vil slippe mig, når jeg skal afsted? Hvad kan være på spil? Jeg blev frustreret og ked af det, når det jeg gjorde, ikke virkede. Selv når jeg følte jeg gjorde mit bedste. Jeg mærkede, at jeg ikke altid var den hjælp og støtte min datter søgte. Jeg besluttede mig for at lære, hvordan jeg  kunne støtte min datter, når hun havde brug for det, på en kontaktfuld og tryg måde i stedet for at kaste benzin på bålet. Jeg ville lære at være en mor, der ikke behøvede, at gå på listefødder ud af vuggestuen.

Parforholdet slipper heller ikke for udfordringer sammen med den nye dejlige livssituation det er, at blive forældre. Evnen til at kommunikere og få talt om det hele bliver også sat på prøve og det blev også en verden fuld af nye tilgange, der gennem min uddannelse satte mig en stærkere og mere relationel tilgang til kommunikation i livets store og små udfordringer. Det er især i kommunikationen vi kommer på spanden i vores mest betydningsfulde relationer. Det er en af de ting jeg er særligt optaget af i mit arbejde – både som familierådgiver og som terapeut. Hvor let vi går galt af hinanden i vores kommunikation og hvor mange følelser, der ligger under i al det usagte.