Min tilgang

"Mit udgangspunkt er altid, at alle gør det bedste de kan, ud fra deres historie, erfaring og livsvilkår her og nu."

I mit arbejde som familie- og psykoterapeut MPF lyser jeg på ressourcerne og forholder mig nysgerrigt til dig og din historie. Sammen går vi på opdagelse i, hvad der står i vejen for din egen trivsel, dit barns trivsel eller dit parforholds trivsel. Det skaber fornyet energi og HÅB.

Jeg tager ikke parti, men er på relationens side og forholder mig ydmygt til den store tillid, du viser mig ved at afsløre din sårbarhed. Jeg anerkender dig for det undervurderede store ansvar, du har påtaget dig. Vores samarbejde ruster dig, og jeg gør mig umage.

Jeg arbejder for, at du som individ, forælder eller partner klædes på til at agere fra et mere bevidst og selvkærligt sted og være en tryg relation for andre. TRYGHED er fundamentet for udvikling og trivsel i alle relationer.  Jeg tilbyder et trygt rum, hvor du som individ kan styrke din bevidsthed om uhensigtsmæssig adfærd, forsvars- og overlevelsesstrategier og støtter dig i at bane vejen til nye kompetencer og handlemåder. Jeg integrerer altid kropsbevidsthed i samtalen,  ved at træne “mærkning” og lytte til, hvad din krop fortæller dig, som alternativ til overtænkning. 

Er dit liv ok, eller vil du gerne være i stand til, at stå mere mental ressourcestærk i livets udfordringer? Jeg holder mig opdateret og arbejder med en nysgerrig, kreativ ikke mindst fagligt funderet tilgang. 

Mit terapeutiske ståsted og behandlingsformer

Eksistentiel terapi :Det er dine oplevelser, dit syn på dig selv og dit liv, der vægtes og udforskes i terapien

Psykodynamisk terapi: Der er fokus på at få indsigt i og udleve vanskelige følelser og tanker og indre, ubevidste konflikter. Sammen identificerer vi dine følelser, impulser, ubevidste ønsker og mønstre, der opstår i relationer med andre mennesker. Vores opvækst tillægges i denne behandlingsform en stor værdi.

Oplevelsesorienteret terapi: Terapien lægger vægt på dét at opleve og udtrykke følelser, reaktioner og potentialer, der er blevet undertrykt og kan ligge i ens underbevidsthed.

Somatisk terapi: Kroppen husker chok og traumer, også selv om der ikke er en bevidst erindring om dem. I terapien arbejder vi med at få kontakt til kroppen for derigennem at forløse symptomer som ubehag, uro, rastløshed, smerter, søvnløshed mv. Den somatiske tilgang integreres med de 3 andre terapeutiske metoder. F.eks. ved at undersøge, hvad ondt i maven, trykken for brystet, tørhed i munden eller en hals der snurrer sig sammen er et udtryk for eller kroppen prøver at fortælle. 

Narrativ terapi: En central del af narrativ terapi er at hjælpe dig med at genopbygge og omstrukturere dine fortællinger på en mere positiv og styrkende måde. Det sker ved at udfordre gamle mønstre af tænkning og erstatte dem med nye perspektiver, der fremmer personlig vækst og trivsel.

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF) og lever op til foreningens krav og retningslinjer. Titlen psykoterapeut MPF et kvalitetsstempel, da den stiller en række krav til terapeutens uddannelsesbaggrund og erfaring.

Derfor blev jeg familie- og psykoterapeut

"Livskriser og udfordringer er et livsvilkår, men i takt med, at jeg har lært mig selv bedre at kende, står jeg stærkere i dem og i kortere tid".

 Jeg kendte ikke til det nye børnesyn, da jeg blev mor i 2009. Jeg kendte heller ikke mig selv særlig godt. Jeg var ikke bevidst om, hvordan min adfærd påvirkede kvaliteten af vores parforhold og forældreskab. Jeg vidste det bare ikke, på det tidspunkt. 

Min vej ind i forældrerollen kom med pludselig hastighed, da jeg fødte en lille pige 8 uger for tidligt – uden varsel.  En uventet situation at stå i som par og nu med forældreansvar. At føde for tidligt var naturligvis et chok, både fysisk og mentalt. Jeg kom hjem efter 2 måneders indlæggelse på neonatal afdelingen – nærmest uden søvn, til et helt anderledes liv. En hel ny epoke begyndte. Oplevelsen kostede på energikontoen og sendte mig ud på en personlig rejse for at lære, at håndtere både stress, angst og udbrændthed. Den periode stillede i høj grad krav til en skærpet bevidsthed om egen adfærd og selvomsorg og om at håndtere livet og relationerne for øget livskvalitet, når livet og relationerne engang imellem udfordrer.  Det blev også startskuddet til at gå i en anden retning fagligt. Først som familierådgiver og senere som psykoterapeut.

At blive mor og nu også en partner m/barn i parforholdet satte mig i nye ukendte situationer, hvor der fulgte både spørgsmål og magtesløshed i kølvandet. Min magtesløshed blev også en katalysator for at lære at blive bedre til at stå stærkere i livets små og store storme. Hvad syntes jeg egentlig selv om det hele? Jeg manglede at stille skarpt på egne værdier, og jeg havde svært ved at sætte grænser og ikke gå med til for meget? Mest af alt, ville jeg også gerne være en bedst mulig støtte for vores datter. Jeg blev frustreret og ked af det, når det jeg gjorde, ikke virkede. Selv når jeg følte jeg gjorde mit bedste.  Jeg er heldigvis udstyret med et Pippi Langstrømpe instinkt, som i svære situationer eller når noget ikke er tilfredsstillende, siger… man må da kunne gøre noget. 

Det jeg gjorde har været livsforandrende for min måde at indgå og være i relationer med andre. Både de helt nære betydningsfulde og alle andre der findes i mit liv eller jeg møder på min vej. Livsforandrende på den måde, at jeg mærker livet og kontakten og nærværet på en måde, som jeg ikke havde gjort tidligere i mit liv. Nu mærker jeg, når kontakten mangler. Både kontakten til mig selv og til mine relationer. Det har været livsforandrende, fordi fravær af kontakt og nærvær i vores relationer er der, vi oplever mest menneskelig lidelse og længsel. Når kontakten i vores relationer udebliver.

Parforholdet slipper heller ikke for udfordringer sammen med den nye dejlige livssituation det er, at blive mor. Evnen til at kommunikere bliver udfordret og en ny verden, ja et helt nyt sprog åbnede sig gennem min uddannelse og satte mig i en stærkere og mere imødekommende måde at kommunikere på under uenigheder. Jeg lærte, hvor let vi går galt af hinanden blot med et blik, en tone, et ord eller mangel på interesse.  Derfor har evnen til at kommunikere, at kunne undersøge, hvad der ligger bag et angreb elle en tilbagetrækning og evnen til at finde tilbage i relationen efter et kontaktbrud mit helt store fokus i parterapi. Konflikter og uenighed er en del af livet og uundgåeligt i relationer. Det der bliver vigtigt er vores evne til at navigere i det felt, når vi kommer for langt væk fra hinanden følelsesmæssigt.

Uddannelse

  • Familie- og psykoterapeut MPF fra Blackbird Institute 2023
  • Speciale i børne- og ungegrupper v/ Rikke Hermansen 2022
  • Speciale i svære samtaler med børn v/Karen Glistrup og Marianne Schütt 2022
  • Familierådgiver fra Blackbird Institute 2021
  • Relationel ledelse fra Blackbird Institute 2020
  • Stressvejleder fra Forebyg stress v/ Bjarne Toftegaard 2015
  • Coach fra Manning Inspire 2007
  • Proffesionsbachelor i sundhedskommunikation, Suhrs Seminarium 2005

Frivillig

  • Frivillig rådgiver på Partelefonen hos Center for Familieudvikling CFF
  • Bestyrelsesmedlem hos Foreningen Familierum i Glostrup
  • Tidligere underviser i psykiske førstehjælp for frivillige i Røde Kors

Hvad betyder titlen psykoterapeut MPF?

Titlen MPF betyder at...

jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF) og lever op til foreningens krav og retningslinjer. Titlen psykoterapeut MPF et kvalitetsstempel, da den stiller en række krav til terapeutens
Læs mere

Vil du sikre dig, at jeg er uddannet fra et godkendt uddannelsessted?

Blackbird Institute er...

evalueret af Dansk Psykoterapeut-forening og evalueringsinstituttet Crossfields Europa og er gencertificeret som et privat institut, der lever op til de tværministerielle kvalitetskriterier for private psykoterapeutuddannelser.
Læs mere

"Jeg er bare et menneske - jeg fejler.
Nu kan jeg heldigvis rydde op efter mig i relationen, når jeg træder forkert
og på en måde, så det kan mærkes,
at jeg mener det."